Skabelsen er færdig – titlen blev Venus som dreng.

Romanen, der blev startet under projektet Skabelsen er endelig færdig. Arbejdstitlen er Venus som dreng, forhåbentligt er den snart på hylderne:) Tak for al respons og hjælp.

Frank Langmack

 

Romanens fortsatte liv vil foregå på www.franklangmack.dk

Status

På de 7 døgn i glasburet blev der skrevet og udgivet 41 sider, 11 kapitler, 24.700 ord eller 120.000 anslag. Der blev faktisk produceret et kapitel mere, men det fungerede ikke og jeg nægtede derfor at offentliggøre det. Status på målsætningen er i mine øjne, at eksperimentet var en succes. Målet var at nå 25.000 ord, 60 sider eller 12 kapitler så jeg var altså tæt på. Det blev dog ikke til en hel roman. Det skyldes i store træk at jeg undervejs blev mere ambitiøs og fik skrevet nye kapitler til ud over de planlagte. Således ligger på hjemmesiden her (www.skabelsen.wordpress.com) en halv roman –  eller en rigtig god grund til at skrive romanen færdig og udgive den fysisk. Det er derfor mit næste træk.

Alle kapitlerne kan læses via menuen øverst.

Alle blog-indlæg kan læses via Archives.

Romanens fortsatte liv vil foregå på www.franklangmack.dk

 

Q&A

Interview med Frank Langmack lavet af Arendse Ørding 21. nov.

 

Nu da du er sluppet mere eller mindre helskindet igennem eksperimentet, hvordan oplevede du så indespærringen?

 

 

 

Jeg vil dele mit svar op i den fysiske indespærring og den mentale. Den fysiske indespærring ombar i det store hele ikke så meget. Mine øjne blev trætte af skærmlys og af bibliotekets lysstofrørsbelysning. Derudover havde jeg det meget varmt, fordi jeg kun var udenfor i ca. en time om dagen og trække lidt luft i gården. Jeg var overrasket over at min krop kunne holde til at sidde så længe i den samme stilling og skrive. Jeg sad stort set i den samme stol fra kl. 9-19 hver dag. Den mentale indespærring, der til dels også hænger sammen med den fysiske var den store sensation. Jeg kom ud over de sædvanlige overspringshandlinger. Bl.a. var jeg næsten ikke på Internettet, alene af den grund at jeg synes det ville være pinligt hvis en person stod og kigge på mig gennem glasvæggen og så sad jeg på Facebook eller lign. Man kan sige at den fysiske indespærring og min stolthed gav mig den fornødne mentale ro til at skrive så meget som jeg gjorde. Det var en dejlig oplevelse at kunne fokusere fuldstændig på skrivningen.

 
Du skriver i introduktionen til Skabelsen, at du vil afdække skriveprocessen af en roman, for at finde ud af om det virkelig er forfatteres måde at skrive sig ud af en eksistentiel krise. Hvordan oplevede du hele skriveprocessen?

 

 

 

 

 Jeg oplevede skriveprocessen som en befriende oplevelse. Normalt ville jeg skulle zappe rundt mellem sfære; arbejde; studie; madlavning; skrivning. Her kunne jeg hellige mig skrivningen. Det løste op for mange af de blokeringer jeg normalt har når jeg skriver, bl.a. at jeg taber historien af syne pga. for mange dage mellem skrivesessions. Her havde jeg det totale overblik, hvilket også førte til at hænderne bare skrev af sig selv mens hovedet kunne udtænke de næste afsnit og jeg synes egentlig de 11 kapitler hænger ret kohærent sammen. Der var faktisk kun en enkelt gang, hvor jeg måtte tilbage i teksten og skrive en linje om fordi en flaske Scotch var blevet placeret dybt i en rygsæk, men pludselig skulle være rullet ud af sidelommen for at bringe historien videre. Jeg tror jeg plejer at have flere af den slags små-ændringer i kapitlerne. Og så er det bare pisse motiverende for skriveprocessen at man kan se at ens energi bliver til noget, at kapitlerne rejser sig foran en i det tempo, de gjorde.

 
Jeg kunne ikke lade være med, efterhånden som kapitlerne blev lagt ud på nettet, at spekulere på, om du monstro havde lagt et plot for romanen inden du burede dig selv inde?

 

Først og fremmest havde jeg en idé. Idéen var i sin enkelhed at tage en person fra et udramatisk landskab og putte ham i et dramatisk landskab og så lade ham få nogen over nallerne i processen. Derudover havde jeg nogle pejlemærker; ti 3-linjer resumé til 10 mulige kapitler. Heraf endte jeg med at bruge de fire til at skrive ud fra. Resten skrev så at sige sig selv. Min hovedperson havde jeg ikke tænkt over på forhånd. Han dukkede bare pludseligt op i den tone min fortæller lagde ud med. Hans beskrivelser af ting i prologen ledte til hans job som grafisk designer. Derefter tænkte jeg på nogle røvhuller jeg kender og skruede så op for alle de knapper i mig selv, der kunne gøre mig til Mikkel. Kapitel 3 blev en slags baggrunds kapitel, der også hjalp mig til at forstå, hvor Mikkel kommer fra. Og så lyttede jeg til folk kommentarer om Mikkel og tænkte også meget på hvad jeg selv kan lide at læse. Jeg kan på den ene side lide Michel Houellebecq og Chuck Palahniuk misantropiske og misogyne fortællere og på den anden side Erlend Loes uskyldige humorister. Og da jeg skriver det, jeg gerne selv ville læse i en roman, så blev det til en mellemting mellem disse fortællere. Jeg tror faktisk at det ligger lidt i tiden at vi er blevet så politisk korrekte at vi elsker når nogen giver fanden i normale sociale konventioner og sviner folk til. Så jeg tror Mikkel er så tilpas utilpasset at vi godt gider at læse mere om ham, måske er han endda en så god hovedperson at jeg kunne finde på at skrive en bog mere om ham, det vil tiden vise. Sidst men ikke mindst havde jeg den sidste linje af romanen, og den er stadig den samme trods visse ændringer i plottet. Den er bare så fed, så den kan man glæde sig til.

 

 

Alle disse beskrivelser af Hotel Fox, den islandske lufthavn, diverse dyrearter på Animal Planet var jo fantastisk overbevisende og levende. Havde du lavet nogen form for research inden du satte dig ind i glasburet?

 

 

 

 

Nej, det havde jeg ikke. Men jeg havde opsat en dogme-regel om at jeg kun måtte skrive om ting jeg kendte til i forvejen, for netop at spare tid med research. Hotel Fox er et fedt hotel jeg længe har villet bruge i en historie og her var så chancen. Rummet jeg beskriver findes vidst nok næsten som jeg beskriver det. Vil gerne selv bo der, når jeg skal skrive bogen færdig og få lidt mere med. Den islandske lufthavn har jeg været i, men det er nogle år tilbage. Dyrearter interesserer mig i høj grad. Jeg beskriver ofte mennesker ud fra dyr. Det er en morsom lille leg jeg laver når jeg er alene på gaden, at finde på hvilket dyr et hvilket som helst menneske ligner. Jeg har ikke Animal Planet, men jeg har en ven der ikke ser andet, desuden en ven der er ornitolog og ham ringede jeg til fra buret omkring vinterfugle på Island. Jeg tror jeg lavede et opkald til min far omkring kalibre på rifler, eller var der ingen research.

 

I den uge dit eksperiment varede, var vi jo en del der fulgte med på nettet, og bare ventede på at det næste kapitel skulle blive lagt ud af dig. Var du bevidst om det? Og i så fald, hvordan påvirkede det din skriveproces?

 

 

 

Det påvirkede den sådan at jeg ikke ville skuffe nogen. Jeg ville pine død have noget klar til hver eftermiddag når de faste læsere dukkede op ved buret. Det gjorde ondt da jeg efter en hel søndag ikke havde et kapitel jeg ville af med. Kapitel 4 gik op i røg for mig, hvilket betød to ting; at jeg var skamfuld; og at jeg blev så sur over dette at jeg satte tempoet op på de resterende kapitler. Så det var jo både godt og skidt.

Og hvordan oplevedes mødet med læserne den ene time om dagen eksperimentet varede?
Rart fordi jeg fik luft gennem døren og behageligt fordi folk var venlige. Det gav mig også troen på at det jeg skrev fungerede. Det kom jeg i tvivl om i løbet af dagen de første par dage. Min selvtillid blev så at sige påvirket af eksilet og af den offentlige gabestok. Normalt er jeg ret selvsikker, men i dette projekt tabte jeg modet et par gange. Faktisk vidste jeg ofte ikke hvad jeg skulle sige til folk. Jeg blev også langsomt excentrisk i min evne til at samtale tror jeg.

 

Benyttede du dig af nogen af de kommentarer læserne kom med i løbet af skriveprocessen?
Ja, det gjorde jeg. Der er sneget sig nogle ord og linjer ind rundt omkring. I den endelige bog vil der også snige sig mindst to hele passager ind som nogle læsere har sendt mig.

 

Jeg begyndte som læser at få mere og mere sympati for hovedpersonen Mikkel, var det med vilje at du gjorde ham mere sympatisk, så vi som læsere skulle kunne holde ud at læse om ham? Det skrev du noget om i det første kapitel…

 

 

Ja. Hele idéen med prologen var faktisk at få Mikkel til at starte i ud med at være neutral. Havde jeg startet direkte i første kapitel risikerede jeg at folk ville synes han var for meget, for ond eller for dum at høre på. Desuden er der mange mennesker, der har svært ved at adskille en fortæller og en forfatter fra hinanden, så min forfængelighed ønskede også at han startede med at være neutral i det jeg jo sad der i buret og var til skue. Da vi så havde fået etableret, at han er et røvhul, blev jeg bange for om man egentligt ville kunne holde ud at læse om ham en hel roman. F.eks. synes jeg et af Houllebecqs problemer er, at det er den samme gnavpot i alle hans bøger. Derfor forsøgte jeg at gøre Mikkel rund undervejs. Det kan være det er det du mener med sympati. Der skal jo være en slags identificering med hovedpersonen hos læseren, tænker jeg. De færreste mennesker er kun ”skidte” mennesker. Mikkel er ikke verdens rareste mand, men hvis han møder nogen der er mere ubehagelige end ham selv, stiller det ham i et bedre lys, så det er det der skal ske nu. Han skal møde nogen rigtige børster. Det er også vigtig for humoren i bogen, at jeg kan bruge noget selvironi hos Mikkel, når han begynder at indse nogle af sine egne egoistiske overdrev i spejling med kommende bipersoner.

 
Hvis du skal bedømme din egen litterære frembringelse, hvordan lyder vurderingen så? Og er din frembringelse i dine egne øjne egnet til en bogudgivelse?
Tre på en skala af trestjernet salami. Jeg synes der er rigtig gode takter i det indtil nu frembragte og jeg tror ikke det vil kræve den store redigering at gøre det bogklart. Så nu skal jeg bare skrive den resterende halvdel af romanen, så ligger der en knaldroman klar, som jeg godt selv gad læse. Så er der grobund for at andre også vil have lyst til det.

 

Og et sidste spørgsmål: Kunne du finde på at gentage eksperimentet?

Offentligt nej. Det var til tider en kunstigfølelse at sidder i buret som en abe. Jeg følte ikke nogen trang til at være mere offentlig, tværtimod. Min selvtillid ligger i teksten ikke i mig som person. Jeg kunne dog godt tænke mig at trække en uge ud af kalender igen og så lægge 14 sandwicher klar i køleren sammen med forskellige drikkevare og så bare klø på i døgndrift igen. Overblikket er formidabelt og som min tid er fordelt i forskellige sfære for tiden, er det muligvis også min eneste mulighed for at skrive den i den næste tid. Ellers hedder det sommerferie i Island næste år og så ligger der en bog en måned efter, det lover jeg!